Kære Konservative: Venstre har valgt fløjen – tør I vælge midten?

Jeg frygter ikke uenighed i dansk politik.
Jeg frygter, når ingen siger fra.

For gennem denne valgkamp er én udvikling blevet stadig tydeligere:
Venstre har forladt midten.
Skridt for skridt har partiet bevæget sig mod det yderste højre. Ikke bare i retorik, men i politiske prioriteringer. Det er ikke længere balancen, der driver Venstre – det er positioneringen mod fløjen.
Og hvad er det for en fløj?
Vi ser det i den politiske debat lige nu. Dansk Folkepartis aktuelle forslag om at fratage tusinder retten til at være i Danmark. Og ikke mindst Venstres idé om at opsige internationale konventioner om statsborgerskab.
Det er ikke bare symbolpolitik.
Det er et opgør med retsstatens grundprincipper.
For når man begynder at pille ved internationale aftaler, der beskytter borgeres rettigheder, så rokker man ved noget helt fundamentalt: forudsigeligheden, retssikkerheden og Danmarks troværdighed som retsstat.

Det er ikke bare en politisk uenighed.
Det er en retning.
En retning, hvor internationalt samarbejde bliver en belastning i stedet for en styrke.
Hvor rettigheder bliver til noget, der kan gradbøjes.
Og hvor politiske svar bliver simplere og hårdere.

Og det stopper ikke der.

Vi ser det også i synet på vores fælles natur.
Når rent drikkevand presses af kortsigtede interesser.
Når naturen taber til produktion.
Og når dyrevelfærd reduceres til et spørgsmål om tempo på baconfabrikkerne.
Det er i den retning, Venstre har valgt at bevæge sig.

Lad os derfor være ærlige:
Dansk politik står ved en skillevej.
Spørgsmålet er ikke om, men hvem der tør vælge retning.
SVM-regeringen bløder i målingerne. Tilliden er slidt, retningen uklar. Blokpolitikken er tilbage – men uden stabilitet.

Og midten?
Den er blevet et tomrum.

Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti står i dag i en uvant position. To partier, der historisk har båret ansvar, og som nu presses fra hver sin side.
Men netop derfor er situationen også klar: Hvis ikke vi træder frem nu, forsvinder midten.

Venstre har allerede truffet deres valg.
Mod højre.
Mod fløjen.

Dermed er ansvaret sendt videre.
Mona Juul – det lander hos jer.
For Danmark har ikke brug for endnu et parti, der konkurrerer om at være hårdest.
Danmark har brug for et parti, der tør tage ansvar.
For både Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har historisk været optaget af netop det, der nu er under pres: internationalt samarbejde, natur og klima, uddannelse og kultur, samt retssikkerhed for borgerne.
Det er ikke småting.
Det er fundamentet under et frit samfund.
Og det er også derfor, de største udfordringer, vi står overfor, ikke kan løses fra en fløj:
Den grønne omstilling kræver markedsbaserede løsninger, hvor innovation og investeringer driver udviklingen. Det kan venstrefløjen ikke bidrage til.
Energi, klima og natur kræver langsigtet ansvar – ikke kortsigtede markeringer fra Moderaterne.
På uddannelsesområdet ved vi det godt begge to: Danmark har ikke brug for at lukke veje for unge som SVM, SF og DF har stået i spidsen for – men for at åbne dem. Derfor skal 10. klasse og HF styrkes og fastholdes. Alt andet er et svigt.
Og vores kultur- og fritidsliv kræver et stærkt civilsamfund, hvor fællesskaberne får plads til at leve.
Samtidig kræver det hele en ansvarlig økonomisk politik og et stærkt erhvervsliv.

Det er ikke højrefløjens projekt.
Og det er heller ikke venstrefløjens.
Det er midtens.

Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre er forskellige partier.
Men vi deler én afgørende forpligtelse: at tage ansvar, når balancen tipper.
Og det gør den nu.

Derfor er dette ikke bare en analyse.
Det er et krav om stillingtagen.
Vil I være endnu et fløjparti?
Eller vil I vælge midten, og være med til at styrke den?
For midten er ikke et sted, man tilfældigt ender.
Det er et valg.
Venstre har truffet deres.
Mona, nu er det jeres tur.